Direktør til Copenhagen Fashion Week
Vi søger en talentfuld og ambitiøs administrerende direktør, der kan sikre den fortsatte succes af Copenhagen Fashion Week, som er Nordeuropas største modeevent. Copenhagen Fashion Week afholdes to gange årligt i København og byder desuden på et program henvendt til forbrugere, borgere og turister.
Stillingen
Copenhagen Fashion Week er den absolut vigtigste platform for dansk mode, og som administrerende direktør er dit største mål at videreudvikle samt realisere strategien og målsætningen for en succesfuld modeuge ud fra den vision og strategi, som bestyrelsen beslutter. Direktøren skal udvikle, fundraise og sikre driften af selskabet, styre økonomien og lede teamet af medarbejdere.
Direktøren refererer til formanden for bestyrelsen, og i det daglige arbejde har direktøren en sidestillet kollega i direktøren for Danish Fashion Institute.
Rolle og ansvar
Direktørens rolle handler om at samle og samarbejde med branchens mange aktører, herunder modevirksomhederne, brancheorganisationerne, messerne, turismeorganisation m.fl. Der ligger et grundlæggende ansvar i at få opstillet et solidt økonomisk grundlag for modeugens drift og udvikling gennem kommercielle sponsorer og/eller andre revenue streams fra private aktører. Desuden er politikerne, de offentlige myndigheder i København, Region Hovedstaden og Erhvervs- og Vækstministeriet væsentlige bidragsydere til arbejdet med at skabe yderligere fokus på modebranchen og eksport af dansk mode.
Mediernes interesse for modeugen stiller direktøren en opgave i at repræsentere selskabet offentligt og samarbejde med medier og pressen. Rollen indebærer også, at medarbejdere skal udvikles og fastholdes under direktørens ledelse i en virksomhedskultur med høj arbejdsmoral og stor dedikation. Copenhagen Fashion Week skal fortsætte med at vokse i international anerkendelse, og der påbegyndes en strategiproces i efteråret 2016, som direktøren involveres i og skal føre ud i livet.
Profil
Der er brug for en erfaren leder med følgende profil:
- Erfaring med større events er en stor fordel
- Din baggrund kan have relationer til salg, marketing, kommunikation og naturligvis ledelse
- Formidling, networking og relationer er dit dna
- Du har bevist, at du kan skabe resultater med en stærk projektlederånd
- Kan agere i spændingsfeltet mellem det politiske/samfundsmæssige, det kommercielle og det kunstneriske/kulturelle
- Er visionær og karismatisk – en synlig, åben, medievandt og udadvendt leder, som er passioneret og kan samle branchen og brande modeugen
- Taler og skriver flydende dansk og engelsk
- Det er naturligvis en fordel, hvis du har en vis portion kærlighed til mode
Ansøgning
Send din motiverede ansøgning og CV til job@copenhagenfashionweek.com inden den 16. oktober 2016. Rekrutteringen sker i et ansættelsesudvalg, som arbejder fortroligt med ansøgerfeltet.
Indlægget Direktør blev vist første gang den FashionForum.